Menu

Serie 4 tilbage på sporet med 3 - 0 sejr over Engum

image
Webmaster
14. oktober 2018 kl. 10:33

Lørdag eftermiddag tog vi imod Engum UI, på et solbeskinnet Oaks Park. Dagens fokus punkter var at finde tilbage til de dyder, der har bragt os i en fordelagtig position, i forhold til at vinde puljen. Holdånd og hårdt arbejde.

Kampen startede godt er der skulle ikke gå mere end 4-5 minutter, før Oaks drengene var farlige.

Altid bevægelige, Niels Aagaard Nielsen, blev sendt i dybden i højresiden og serverede et perfekt indlæg til Christoffer Skovgaard Pedersen, der desværre måtte se sin afslutning prælle af på overliggeren.

Det ville have været en drømmestart, men vi mistede ikke modet. Efter små 20 minutter var Christoffer igen på spil.

Efter et indkast i højresiden, taget af Chris Klintø, endte bolden hos Christoffer og denne gang svigtede han ikke. 1-0 til Oaks på en flad afslutning, i Engum keeperens venstre side.

Efter scoringen havde vi svært ved at finde ro spillet. Vi smed for mange afleveringer centralt og lavede for mange fejl i forsvaret. Engum blev dog kun farlige en enkelt gang, efter et boldtab i midterforsvaret, men Peter Mols Hermansen kom flot tilbage og fik afværget til hjørnespark.

Resten af 1.halvleg lurede vi hele tiden på omstillings muligheder, hvor Sofus Larsen og Christoffer, på kanterne, var en evig trussel.

Dog blev vi aldrig rigtig farlige, så vi gik til pause foran 1-0.

I pausen snakkede vi om at, vi var nødt til at få lukket kampen, med en scoring mere, for at tage presset af forsvaret.

Vi fik lidt bedre fat i spillet efter pausen, og undgik de helt store fejl, der havde præget 1.halvleg.

Det udmøntede sig dog ikke til de helt store chancer, til nogen af holdene. Engum havde et par skud fra distancen, men Lasse Strandby Falbe Hansen i målet, tog siig af det hele, uden de store udfordringer.

Vi skulle helt frem til det 83.minut før forløsningen kom. Kaptajn Kenneth Jørgensen vandt en bold omkring midterlinien og sendte straks Niels afsted i venstre siden. Han tog et par træk ind i feltet og blev herefter nedlagt bagfra af en Engum spiller.

Straffespark til Oaks, og kølig som han er, gik Niels selv til 11 meter pletten og sparkede sit 7. sæsonmål i kassen. 2-0 til Oaks, og nu gjaldt det om at få lukket kampen ned.

Vi var dog ikke færdige. I kampens døende minutter fik vi en omstilling, som Daniel Knudsen, efter et flot og uselvisk oplæg fra Jesper Ravn-Hansen, satte sidste fod på. 3-0 til Oaks og nu kunne det ikke galt. 2 minutter senere fløjtede dommeren kampen af, så oprykningshåbet lever stadig.

Tak til alle de fremmødte tilskuere. En fornøjelse at have jer med på lægterne. Det giver lige gutterne den ekstra energi der skal til i de afgørende kampe.

Vi ses igen om 14 dage, hvor Juelsminde, gæster Oaks Park.